Jeg siger op.

Sådan skrev jeg til min chef, lige inden min sommerferie sluttede for et par måneder siden.

Jeg havde ikke noget andet job på hånden. Og det er måske lidt dumt. Eller i hvert fald en satsning i disse krisetider, siger nogen. Ret mange faktisk…

Og egentlig havde jeg aldrig troet om mig selv, at jeg ville gøre sådan noget. Impulsivitet er som regel noget, jeg beundrer andre for, i mens jeg selv skriver To-Do-lister og helt glad sætter flueben ved velafsluttede projekter.

Men over de sidste 2 måneder har jeg opdaget, at jeg godt KAN spille med musklerne. Jeg kan være stærk, når det virkelig gælder.

Og hvor er det sindssygt, at ens krop kan opfatte og sladre om så meget, man ikke selv anede. Den er klog, den krop.  Og min krop insisterede VIRKELIG på, at det var forkert at blive i mit gamle job. Og den opfordrede mig VIRKELIG til at sige op. Og hvem er jeg at dismisse min krop, når den er så sikker i sin sag?

Egentlig var min opsigelsesstrategi at blive freelance tekstforfatter og skribent. Jeg havde forberedt det hele. Hvis nogen har tjekket www.rikkefieschi.dk  på det seneste, har I også set, at den har skiftet form og indhold 3 gange over 2 måneder. Jeg havde sågar skrevet blogindlægget her, der skulle annoncere min nye selvstændighed.

Men LIGE inden – og jeg mener virkelig LIGE inden – jeg trykkede på ”post indlæg” blev jeg ringet op.

Det var mit nye drømmejob. Nogen gange er det sgu meget rart, at universet tager beslutningerne for én.

Jeg starter lige om lidt. Og jeg skal nok fortælle meget mere om det hele.