Søde piger og flinke drenge sælger ingenting
“Søde piger og flinke drenge sælger ingenting!”, kvidrede Christina for enden af det lange bord på Axel hotel Guldsmeden på Vesterbro i København.
Og det var lidt sjovt, for Christina ligner virkelig den sødeste pige, man kunne ønske sig boede hos naboen. Eller noget.
Jeg har været på Christinas workshop “Gør dit nyhedsbrev til et guldæg”. Med den titel, kan man jo næsten kun blive skuffet. Men det blev jeg ikke.
Jeg har længe læst Christinas nyhedsbreve, og været positivt overrasket over alle de små tricks, hun gang på gang disker op med.
Det er ikke brain science. Det er meget bedre.
Det er alle de små praktiske værktøjer, som egentlig er så logiske, men som mange af os glemmer at bruge, når vi skriver, fordi vi er så fokuserede på vores produkt, som vi selvfølgelig synes, er det mest fantastiske i verden.
Christina tør at være ikke-akademisk. Hun skærer tunge teorier og analyser væk og går direkte til kernen. Hvad fungerer, og hvad fungerer ikke. Og det er en fantastisk befrielse, når man kommer fra en humanistisk akademisk opdragelse, hvor der indimellem kan være laaaaangt fra ord til handling.
Christina tror på, at man skal dele gavmildt ud af sin viden. – Hvorfor skal man ikke give ud af alle de gode ting, man har?, siger hun. Filosofien er, at det man giver, får man rigeligt igen.
Derfor vil jeg også videregive nogle små bidder af det, jeg tog med mig fra workshoppen – værsgo!
1. Det vigtigste skal stå i et P.S.! Kun 16 % læser hele nyhedsbrevet, men de fleste læser et P.S.
2. Søde piger og flinke drenge sælger ingenting! Overskrifter og emnelinjer må gerne være drilske, give løfter om noget spændende eller så tvivl hos modtageren. Nogen gange er det ok at gå til kanten. (Christina har nogle super fede overskriftsmodeller, man kan lade sig inspirere af).
3. Skriv altid “du” i emnelinjen. personlige breve, der tager udgangspunkt i MIG og MINE problemer (frem for DIT produkt) bliver altid læst først.
Det er ikke brain science. Men det er godt at huske på.
Min bog er blevet anmeldt!
Grevinde Alexandra og Ghita Nørby præsenterede min bog, da den blev lanceret. Og talen, som Alexandra holdt var skrevet af... MOI!
“Et godt og grundigt gennemarbejdet materiale. “
- Sådan skriver Heidi Friborg Christophersen i Fagbladet Folkeskolen om MIN bog. Jubii!
Bogen skrev jeg sidste år for Dyrefondet. Det er en lærebog om dyrevelværd for 1. klasser, og den uddeles gratis i alle landets 1. klasser (Slå lige den i målgruppe-penetration!!).
Og så er det min første bog og min store stolthed.
Læs min første anmeldelse af min første bog her:
Emil besøger Julie og dyrevennerne
Materialetype: Bog
Dyrefondet
Anmeldt af: Heidi Friborg Christophersen
Landets 1.-klasser har fået dette undervisningsmaterialet gratis af Dyrefondet, der arbejder for dyrs velfærd, og som har prominente protektorer som Grevinde Alexandra og skuespiller Ghita Nørby.
Det er fondets anden undervisningsbog, og min egen datter på ti år synes, at bogen er rigtig interessant og spændende, men også lidt barnlig. Så jeg tror, materialet rammer målgruppen meget præcist. De har alderen til at interessere sig for dyr af alle slags, både familiedyr, naturens dyr og bondegårdsdyr.
Det er meget vigtigt, at vi lærer vore børn, at man skal være god mod dyrene. Det er vigtigt, at de ved, hvordan man passer dem. Materialet lærer børnene at se på hundes kropssprog, at de dyr, vi spiser, er dyr med følelser, og at der er forskel på økologiske æg, buræg og skrabeæg. På den måde lærer de at være kritiske forbrugere, når de er med i supermarkederne, og familien skal købe ind. Det er et etisk dilemma, vi alle står i hver eneste dag.
Computeren har været flittigt brugt, efter at vi fandt ud af, at der på www.dyrefondet.dk er gratis spil og film, som mange indskolingsbørn vil være meget begejstrede for. Desuden finder jeg materialet meget velegnet til både tosprogsundervisningen og specialklasseundervisningen, således at målgruppen med pædagogisk bearbejdning kan udvides betragteligt.
Der er rigeligt at tage sig til for både dansklæreren og natur/teknik-læreren, og der gives gode forslag til ekskursioner. Et godt og grundigt gennemarbejdet materiale.
Bragt i: Fagbladet Folkeskolen 24 / 2009
Læs mere om bogen på Dyrefondet.dk
Hils på dem, du møder! – Henriette tager udfordringen op
Se her, hvordan Henriette tog min udfordring op – og hvordan vores norske brødre og søstre har det med at hilse på hinanden…
Kjære Rikke,
Nå er det snart to uker siden jeg fikk utfordringen din og på tide å avgi
rapport 
Jeg startet med friskt mot forrige tirsdag. og nikket vennlig til min
med-venter på busstoppet (man må jo varme opp føran fysiske anstrengelser). Hun nikket tilbake, men gadd ikke å spandere et smil.
Noterte meg bak øret: kvinne, ca. 60 år, småsur. Inne på bussen fant jeg ut at det ble litt merkelig å hilse på alle, så da droppet jeg det. Så må jeg innrømme at jeg faktisk glemte hele prosjektet helt til jeg var på vei hjem fra lunsj, men da tok jeg til gjengjeld utfordringen meget seriøst.
Det kom en krokrygget gammel dame med stokk på andre siden av gaten og jeg krysset veien (det var ikke engang et gangfelt) i ens ærend å hilse på henne. Hun gikk med stokken fremfor seg, ja nesten innunder seg faktisk!
Fordi hun var så krokrygget så var det umulig å se ansiktet hennes – noe som også betød at øyekontakt var utelukket. Selvom opptakten ikke var helt etter instruksen, så prøvde jeg meg på et klart og tydelig “Hei!” rett før vi passerte hverandre.
Ingenting. Ingen reaksjon. Hun fortsatte videre som om ingen ting var hendt. Jeg noterte meg: gammel krokrygg, ca. 110, døv (eventuelt i svært dyp konsentrasjon for ikke å falle fremover).
De to neste forsøkene var tilfeldigvis med menn på omtrent samme alder. Med mine to mislykkede hilse-forsøk friskt i bakhodet ble jeg litt nervøs idet jeg spottet mine neste “ofre”.
Det ble ikke bedre av at mine mannlige utvalgte tilsynelatende var ute i samme ærend som meg selv (har du snakket med flere om dette forresten?). Begge to (og dette var på forskjellig tid og sted) holdt uredde øyekontakten til vi passerte hverandre, noe som resulterte i at jeg (jepp, twice!) sprakk opp i et KJEMPE glis.
Det ble rett og slett litt for mye for meg. En blanding av nervøsitet, selvironi og humor over hele situasjonen gjorde at jeg viste selv de bakerste jekslene. Jeg fikk ikke engang frem et “hei”! Resultatene ble likevel de mest positive så langt den dagen.
Både mann i 40-årene nr. 1 og 2 smilte bredt tilbake (kanskje ikke så rart, for jeg må ha sett rimelig glad/gal ut der jeg kom trillende).
Resten av tiden brukte jeg på å komme frem til følgende konklusjoner:
1. Nordmenn (i hvert fall Osloboere) hilser generelt sett ikke.
Når man er oppmerksom er det faktisk et helt rituale som utspiller seg.
Formålet med hele ritualet er å få det til å virke naturlig å ikke hilse
eller ha øyekontakt.
It goes like this… Øyekontakt (raskt, gjerne ufrivillig), kikk til siden (som om det var noe som fanget oppmerksomheten), kikk ned (lat som om du kjeder deg), beveg deg vekk!
2. Folk beskytter seg mot vennlighet med ipods og mobiltelefoner.
Mennesker som beveger seg alene har nesten alltid headset på eller så
snakker de i mobiltelefon! På mine nybegynnerdager (i forrige uke) kom jeg faktisk til å hilse på en ung mann (med din konklusjon om vennlige danske unge menn friskt i minne). Han reagerte ved å stoppe opp, ta ut et par mikroskopiske ørepropper og spørre “Unnskyld?”. Det ble litt pinlig.
Jeg måtte si at jeg trodde han var en annen (jeg kunne jo ikke si at jeg var i gang med et nordisk sosiologisk hilse-studie). Etter den hendelsen har jeg vært veldig påpasselig med å sjekke folks ører for gadgets før jeg hilser.
3. De aller vennligste er menn i 40-årene. Minst vennlig er
middelaldrende-halvgamle damer. De unge damene fikk jeg aldri sagt hei til, for de er nesten alltid i mobiltelefon hvis de går alene. Unge menn er også vanskelig å få kontakt med. Enten går de i flokk, ellers har de
øretelefoner.
Så, til spørsmålet ditt – eller problemstillingen kalles det vel siden vi
nærmest har et forskningsprosjekt gående 
Menn og kvinner i Oslo er minst like uhøflige som de danske. Vi (og jeg må jo inkludere meg selv etter erfaringene jeg nå har gjort) synes det er litt vanskelig å være vennlige, men jeg vet ikke akkurat hvorfor.
Kanskje fordi man unngår å komme i snakk med tiggere, selgere eller utilregnelige mennesker?
En liten digresjon… Nå kom jeg forresten til å tenke på Christopher en
gang for flere år siden… Vi tok bussen sammen, men satt på forskjellig
sted i bussen fordi vi hadde kranglet (ja, latterlig ikke sant…).
Jeg hadde tatt den bussen mange ganger, så jeg visste at den kvinnen
Christopher tilfeldigvis hadde satt seg ved siden av var litt små-gal, men han hadde aldri sett henne før.
Et par minutter ut i bussturen henvendte hun seg til Christopher og spurte hva klokken var (jeg satt heldigvis nærme nok til å få med meg hele opptrinnet). Christopher (som selvfølgelig ikke visste at denne kvinnen helst skulle ignoreres) svarte, høflig som han er. Og så hadde han det gående. Hun la sin elsk på han og bablet løs på et helt uforståelig språk, fråden stod ut av munnen hennes og hun strøk han oppover armen.
Hadde det ikke vært for at jeg var sur på han akkurat da så kunne jeg ha reddet han ut av situasjonen, men jeg ble sittende å humre litt for meg selv mens Christopher ble mer og mer utilpass (man skal jo være høflig og da er det ikke bare bare å rive seg løs og bytte sete).
Men nok om det…
Det er i hvert fall ingen tvil om at jeg har funnet ut et og annet om mine
egne grenser disse ukene. Om jeg ikke har kommet like langt som deg i å
overskride dem (du hilser jo i øst og vest), så er jeg forhåpentligvis på
bedringens vei mht. vennlighet.
Nå skal jeg nyte fredagskvelden helt i eget selskap.
Det er jo noe med det å slippe å forholde seg til andre… Jeg er jo en kald nordmann når alt kommer til alt
God helg!
Udfordring: Hils på alle, du møder!
Da jeg var på barsel med Isabel for ca. 2½ år siden, lavede jeg et lille sjovt eksperiment sammen med min norske veninde Henriette (Norges største uopdagede skrivetalent – I al beskedenhed), som også var på barsel.
I klare øjeblikke, mellem ammehjerner og hormonelle attacks, drømte vi i al hemmelighed om at skrive en bog sammen. Det gør vi – i al hemmelighed – stadig.
Når babyerne sov lur eksperimenterede vi lidt fra vores computere i hhv. NO og DK. Skulle dét, vi fik produceret dengang, ende i bogform, ville det være blevet en pixi-bog. Men pixi-bog eller ej – det var et ret sjovt eksperiment, når jeg selv skal sige det.
Så nu udgiver jeg det. Ikke i bogform, men lige nu og her på bloggen
Jeg håber I synes, det er ligeså sjov at læse, som det var at skrive – og gøre.
FØLG MED PÅ BLOGGEN– snart kan du også læse Henriettes svar på min udfordring!
—
Kære Henry
For 2 uger siden gav jeg mig selv en udfordring (Med den tanke at jeg ville udfordre dig – og så var jeg jo nødvendigvis også tvunget til selv at
vise mig som et mandfolk…).
Jeg lavede en regel for mig selv.
Når jeg går på gaden eller i det hele taget færdes ude blandt andre
mennesker, SKAL jeg forsøge at få øjenkontakt med enhver, der passerer mig.
Hvis det falder naturligt, skal jeg højt og klart sige ”HEJ!” og smile
stort. Virker det lidt for akavet (i nogle situationer kan det faktisk godt
skræmme folk), skal jeg blot smile stort og nikke.
”Hvorfor?”, tænker du måske.
Efter jeg er gået på barsel og pludselig har tid til at tænke at lægge mærke til de små ting her i livet, er jeg blevet så utrolig irriteret over, at vi danskere er så selvoptagede og uopdragne (Rikke 78 år gammel…), at vi ikke engang kan hilse på hinanden på gaden mere.
I bedste fald glor vi udtryksløst på hinanden.
I værste (og fleste) fald kigger vi stift lige ud eller ned i jorden. Vi ignorerer simpelthen hinanden, selv om vi går på verdens mest forladte villavej med INGEN andre end os to, der passerer hinanden på samme fortov… Det er simpelthen så ÅNDSSVAGT.
Og jeg skal ikke kaste med småsten, for jeg bor skam selv i et drivhus.
Eller gjorde… For NU er det slut.
De sidste 2 uger har jeg med insisterende blikke og pinligt høje ”HEJ!”
KRÆVET øjenkontakt og høflighed fra mine medborgere. I starten var det
vældigt grænseoverskridende, og jeg skulle virkelig tage mig sammen, for
ikke at kigge væk, når så folk endelig kiggede op.
Men de sidste par dage er det blevet rigtig sjovt. Det er en sport nu – ja, man kunne fristet til at kalde det et vigtigt sociologisk studie!
Hvor mange kan jeg få til at reagere? Hvordan reagerer de? Hvem er mest høflige, og hvem er ikke?
I dag frygtede jeg et øjeblik, at jeg havde skræmt livet af en dame. Jeg
fangede hendes blik allerede, mens vi stod i hver sin ende af
fodgængerovergangen.
Og den er lidt tricky, for når man får øjenkontakt så
tidligt, bliver man jo nødt til at holde den hele vejen, og så kan det
måske godt virke en smule skræmmende.
Da vi endelig nåede hinanden, lignede hun i hvert fald én der var lige ved at bryde grædende sammen og skrige: ”Her! Tag hvad du vil, bare skån mit liv!”. Og det var jo ikke meningen…
Indtil videre har jeg nået følgende konklusioner:
1. De mest uhøflige er gamle mænd.
Jo mere tudse-gamle de er, jo mere citron-sure er de også! 80 % (og det er selvfølgelig i mest videnskabelige forstand) af alle de gamle mænd, jeg har forsøgt at hilse på de sidste 2 uger, har enten gloet direkte og længe på mig, som var jeg idiot, eller blot ignoreret mig.
Men jeg havde godt på fornemmelsen, at de gamle mænd ville være de værste.
Jeg tror jeg mødte Københavns mest gnavne gamle mand, da jeg var højgravid med Pascaline for 4 år siden. Jeg skulle ned til bussen, og
pingvin-vraltede af sted med min kæmpe mave.
Jeg havde en paraply med, som jeg dels brugte som stok og dels som balancestang, af frygt for at få overbalance og havne på næsen. Fortovet jeg gik på har måske været 2 meter bredt. Men nej, det var ikke plads nok til Gammelpot!
Så han udnyttede lige muligheden for at kombinere en overhaling med et kæmpe møgfald. Det var noget med, at jeg fyldte det hele og i øvrigt på det nærmeste var ved at spidde ham med min paraply… Og ikke nok med det.
Da vi 2 minutter senere skulle med samme bus pilede han af sted på sine små gnavpot-ben ind foran mig, skyndte sig at finde en plads, og kiggede så stædigt ud af vinduet, mens min gravide mave og jeg pænt kunne stå op hele vejen!
Kender du det med, at man bagefter kommer i tanke om alle de utroligt
rammende og skarpe ting, man skulle have sagt? Den dag i dag, finder jeg
stadig på nye ting, jeg gerne ville have sagt til den sure nisse!
Hovsa – sidespor. Det var mine sociologiske konklusioner, vi kom fra.
2. Mest begejstrede for min nye venlige approach er til gengæld unge mænd.
Ja, ja, tænker du så – de tror jo bare du flirter. Men nej nej, svarer jeg
så, for jeg triller jo altid rundt med Isabel i barnevognen, og det er jo
et lidt kikset udgangspunkt for en flirt…
Unge fyre er bare super taknemmelige for et smil. Det er simpelthen så skønt! Pludselig holder de døren på apoteket og smiler venligt til din baby (og jeg tror ikke det er fordi, det rykker i deres æggestokke…).
3. Unge kvinder til gengæld bliver lidt forvirrede over min venlighed. Som om de tænker: Hvad vil hun mig? Vil hun sælge noget?
Men møder man de samme piger flere gange (og det gør man gerne, når man er på barsel, og traver rundt med sin barnevogn), så tør de op.
I dag da jeg var på vej til Netto, følte jeg mig som dronningen af byen! Jeg hilste til højre og venstre og folk hilste faktisk tilbage. Undtagen selvfølgelig de gamle havenisser. Dem har jeg opgivet. Måske er de i virkeligheden både døve og blinde?
Anyway – nu er det din tur, min kære norske veninde! Du skal ud og hilse på dine med-nordmænd og kvinder. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at høre om uhøflighed bare er en speciel, stolt dansk tradition, eller om I nordmænd også er en flok sure havenisser!
Husk de 3 trin:
1) KRÆV øjenkontakt.
2) Sig højt ”HEJ!” (eller ”HEI” – du
skal selvfølgelig ikke forvirre mere end højst nødvendigt ved at tale
dansk).
3) Hvis et ”HEI” virker for akavet, skal du som et minimum smile.
Prøv det i et par uger. Jeg er spændt på at høre, hvad du finder ud af.
For mit eget vedkommende er jeg hooked. Jeg bare MÅ have øjenkontakt med folk, jeg går forbi nu.
Og ingen slutning uden en varm morale.
Min konklusion er: Det er faktisk meget lettere at kigge op og smile, end
det er at få det til at virke naturligt, at man virkelig SLET ikke har fået
øje på den anden person, der går liiiiige forbi én på en ellers helt
forladt villavej…
Det var i dag. I morgen er jeg sikkert pisse-sur efter en nat med
babyvrøvl, og så gider jeg ikke hilse på nogen!
Kh. Rikke